Logoet
Bær og bier
Vores logo afspejler både de produkter der satte gang i hele ideen, nemlig bær, og så også bien, som jo egentlig er en ret afgørende faktor for at der kommer nogen som helst afgrøde. Derfor er bien i logoet aftegnet som “prikken over i’et.
Navnet ”Bærdygtig” er selvfølgelig inspireret af ordet ”bæredygtig” – netop fordi vi gerne vil skabe noget der er bæredygtigt for os selv og naturen.
Navnet har vi selv valgt, men logoet er kreeret af Amanda fra Keis Kommunikation. Vi havde nogle overordnede tanker, men det er faktisk ikke så nemt at få de tanker ned på papiret. Det måtte vi simpelthen bede om hjælp til.
Bæredygtig kan man jo være på mange måder. Man kan sige at bæredygtighed er en betegnelse for, hvordan mennesket kan leve med og i naturen. Men man definerer også ofte bæredygtighed som treenigheden ”økonomisk, social og miljømæssig bæredygtighed.
Den økonomiske del kommer til udtryk i, at det vi får af overskud, vil blive lagt tilbage i virksomheden. Men det stiller også krav til at man sætter sig ind i omkostningen ved f.eks. at lave et glas honning og tage den rigtige pris for produktet. Ellers er det ikke længere økonomisk bæredygtigt at producere honning. Vi fastsætter altså prisen på produktet ud fra de faktiske omkostninger, og ikke ud fra, hvad andre i branchen tager for lignende produkter. På honning kan vi f.eks. ikke konkurrere med store etablerede erhvervsbiavlere og vi må derfor differentiere vores produkt og fortælle historien, hvis vi skal gøre os noget håb om at sælge til en dyrere pris. Og det skal vi jo. Ellers er det ikke økonomisk bæredygtigt.
Her definerer vi det sociale aspekt i den måde vi lever på. Tolerance og respekt for forskelligheder er absolut afgørende når man lever i det vi selv kalder for et ”familiebofællesskab” – men den korrekte betegnelse er vist en generationsbolig.
Miljømæssige hensyn kommer til udtryk i vores vilje til at udelade det der er skadeligt for naturens balance. Her tænker vi ikke kun på sprøjtemidler, men også på at udpine jorden eller overgøde den. Netop derfor har vi valgt at et stykke af vores jord skal være med bær, et stykke med blomster og et stykke med skov. Stykket med blomster skal sikre mad til bierne i hele sæsonen og stykket med træer skal sikre at der også fortsat er plads til den vilde natur. Altså de dyr der lever vildt i området. Og hvem ved – måske kan vi også lykkes med at få flere til.
Det stykke vi vælger at høste fra, vil vi også holde bæredygtigt, på den måde at vi bruger høns til at bekæmpe ukrudt og bier til at bestøve for størst muligt udbytte. Både høns og bier bidrager med bi-produkter. Der er æg fra hønsene, og de sørger også for at gøde og fjerne f.eks. hindbærbiller fra planterne. Fra bierne er der honning, pollen, propolis, voks og det kan bruges både til helende salver, bivoksklude og vokslys.
Men navnet er også en fortælling om at lære om – og blive dygtige, til det vi dyrker. Bær+dygtig.